En ny undersøgelse fra Det Nationale Sorgcenter viser, at to ud af tre danskere oplever sorg som svært at tale om. Men eksperter siger, at det faktisk ikke behøver at være så svært.
Af Sebastian Olsen
Forårssolen skinner fra en blå himmel ned på Hørning Kirkegård, hvor træerne, buskene og blomsterne rasler let i brisen. 24-årige Mads Jaquet går langsomt ned igennem rækkerne af grave mod et sted, han har været mange gange før. Da han når frem, sætter han sig på hug ved sin mors grav og børster lidt kviste og jord væk fra gravstenen. Lige så hensynsfuldt, som man ville række ud og røre en man elsker.
”Det var faktisk min beslutning, at hun skulle ligge her i stedet for i de ukendtes jord. Jeg ville gerne have et sted, jeg kunne besøge og mindes hende,” siger han.
Mads Jaquets mor, Lotte, døde i november 2021 efter et langt og svært forløb med først lymfekræft og senere lungekræft.
Den nemme løsning
I mange nætter efter lå Mads Jaquet vågen, og kæmpede med sorgen, i sin lejlighed hvor han boede med en roommate.
”Dengang hun døde, kunne jeg mærke på ham, at han havde rigtig svært ved at tale med mig om det. Det bedste han kunne sige, som så mange andre også siger, var: ’Hvis du har brug for at snakke, så er jeg her.’,” siger han.
Mads Jaquet bebrejdede ikke roommaten, men den korte bemærkning der bare druknede i hverdagens trivialiteter, var ikke nok.
”Det er jo den nemme løsning for dem, der synes, det er ubehageligt at tale om. De vil inderst inde gerne, men de ved ikke hvordan. Så ofte siger de det og tænker, okay, nu har jeg prøvet,”
Det vi ikke taler om
Det Nationale Sorgcenter har for nylig udgivet en undersøgelse, der afspejler Mads Jaquets oplevelse med roommaten. Den viser, at omkring 63 procent af de adspurgte danskere oplever en berøringsangst ved sorg. 49 procent af dem oplever sorg som direkte tabubelagt.
Psykolog Ingeborg Bonnevie er stødt på denne problemstilling mange gange, i hendes arbejde med mennesker i sorg. Hun fortæller, at noget der går igen, og opleves som problematisk blandt de sørgende, er, at omverdenen ikke møder dem i deres sorg og spørger ind.
”Det kan være både nære venner og bekendtskaber, som trækker sig. Fx har nogle fortalt, at de har mødt en bekendt i supermarkedet, som gemmer sig for at undgå konfrontationen med sorgen,” siger hun.
Lene Kofod genkender også problemet i sit virke som sognepræst og sorggruppeleder. Hun fortæller, at der ofte er en blufærdighed og en angst for at sige noget forkert.
”Frygten for at gøre den sørgende ked af det gør, at mange i stedet snakker om noget let og sjovt som: ’sikke et vejr vi har haft.’ og ’hvem vandt pokalfinalen?’. Det er en træningssag at turde at tale om de ting, der gør ondt,” siger hun.
Det hjælper ikke at flygte
Det gjorde bestemt ondt på Mads Jaquet at se sin mor kæmpe mod kræften. Flere af detaljerne omkring forløbet, rammer ham stadig i dag.
”Hun havde et kæmpe kødsår under armen fra tidligere behandlinger. Det kunne ikke hele, fordi hun blev ved med at få behandlinger. Hun fik væskeansamlinger, fordi hun næsten ikke kunne løfte armene. Så blev hun sengeliggende derhjemme,” siger han, med blanke øjne og et fjernt blik.
Da det blev for hårdt for familien at være i den situation, kom hun på hospice i Stavtrup, først med et ønske om at få styr på behandlingen, men desværre tog kræften fat, og familien endte med at måtte sige farvel til hende kun to uger efter.
”Jeg kan klart huske opkaldet. Jeg var i Randers til kamp. Så ringede min bror og sagde, at jeg skulle komme hjem lige nu. Det var et kæmpe chok,” siger han.
Hele det første år efter var svært for Mads Jaquet. I starten kunne han slet ikke planlægge sin dag. Hans handleevne var lammet, og det meste af dagen gik med at ligge i sengen. På et tidspunkt begyndte han at arbejde som en gal for at flygte fra sorgen, kun for at opleve den ramme når han kom hjem.
I mellemtiden havde mange af vennerne trukket sig. Men da han havde fået nok af at gå med sorgen alene, bestemte Mads Jaquet sig for selv at tage initiativet.
”Jeg sagde til dem: ’Jeg vil stadig gerne lave ting med jer, men jeg kan ikke selv tage teten. Jeg skal have et spark i røven, så det vil betyde meget for mig, hvis I gør det.’, for når man allerede har mistet sin mor, så vil man ikke miste alt det andet,”
De forsømte sørgende
Omkring 230.000 personer mister et nærtstående familiemedlem om året, og oplever den sorg, som Mads Jaquet har oplevet. Tæt på 35.000 af dem, der mister, bliver ramt af en sorg, der kræver behandling.
Kommunikationschef for Det Nationale Sorgcenter, Claus Fahrendorff, påpeger, at berøringsangsten især bliver udfordrende for denne gruppe.
”Vi ved, at omkring 10-15 pct af de mennesker, som bliver ramt at sorg, ender med at få påvirket deres liv så meget, at de har brug for professionel støtte. Generelt er vi meget dårlige til at tale om sorg, og det rammer især denne gruppe hårdt. Mange af dem oplever ikke en udvikling og en bedring i deres sorg over tid, og de har svært at gennemføre helt almindelige daglige rutiner,” siger han.
Psykolog Ingeborg Bonnevie forklarer, at selvom folk sørger forskelligt, er det vigtigt for alle sørgende at få sat ord på følelserne.
”De sørgende har brug for at blive spurgt, for at sætte ord på, hvad der er svært for dem og for at opleve en genklang fra dem, der lytter,” siger hun.
Hvis ikke de får den mulighed, og oplever genklang, kan det have konsekvenser.
”Sorgens følelser kan blive invaliderende og udvikle sig til en patologisk sorg, hvis de forbliver ubearbejdede,” siger hun.
Den patologiske sorg kaldes i psykiatrien for kompliceret sorgreaktion. Ifølge Det Nationale Sorgcenter øger den risikoen for PTSD, stress, depression, selvmord og misbrug, hvis den ikke bliver behandlet. Derudover kan den påvirke helbredet i form af øget risiko for kræft, forhøjet blodtryk og hjerteproblemer.
Det passer ikke ind
Mads Jaquet, der kun var 21 år, da hans mor tabte kampen til kræft, oplevede både vennernes og egen manglende erfaring med at tale om sorg.
”Jeg kunne ikke se nogen mening i at snakke med andre om det. Jeg havde virkelig skyklapper på. Jeg tænkte, der er jo ikke nogen, der har det på samme måde som mig. Hvad skulle de vide om det her? Hvad skulle de kunne sige?” siger han.
Samtidigt syntes han ikke, at muligheden nogensinde bød sig, for at bringe sådan et tungt emne op. Når han for eksempel så fodbold og drak øl med vennerne, holdt han derfor sorgen inde.
”Det er så skidesvært at skulle starte samtalen om sorg. For man vil jo gerne have, at det passer ind situationen, og der er bare ikke nogen situation, hvor det passer ind,” siger han.
Det naturlige sprog
Claus Fahrendorff fra Det Nationale Sorgcenter mener, at vi har mistet mange traditioner, der kunne fungere som en indgangsvinkel til samtalen med de sørgende.
”I tidligere generationer var det fx traditionen at gå klædt i sort, gå med sørgebind eller blive kaldt enkefrue. Symboler, der viste omverdenen, at her er en person, der er ved siden af sig selv og har det svært,” siger han.
Sognepræst Lene Kofod bemærker også, at der mangler indgangsvinkler til at tale om sorg.
”Det naturlige sprog for sorgen mangler. For det behøver jo ikke, og det siger mange sorgramte også, at være meget trist. Fx: ’Nå, hvor mange gange græd du i går?’,” siger hun.
Hun påpeger, at vi skal acceptere sorg som et levevilkår, og kaste lys på det, i stedet for at se det som noget tungt og farligt.
”Overvind din berøringsangst, og lav den der lille registrering af sorgen. Der skal ikke meget til for at vise omsorg og opmærksomhed. Det kan være helt konkrete ting som: ’Var det ikke i maj, din mor havde fødselsdag?’ eller ’Du er kommet ind på din drømmeuddannelse, det havde din mor været stolt af!’,” siger hun.
Hun mener også, at der faktisk ikke er den store risiko for at gøre den anden trist, hvis du spørger ind.
”Den anden ER allerede ked af det. Så du kommer ikke til at gøre sorgen større, end den allerede er. Tvært imod hjælper du dem med at bearbejde den,” siger hun.
Psykolog Ingeborg Bonnevie har et lignende råd til de sørgende og de pårørende.
”Det handler om at få erindringen om den afdøde bevaret i ens sind, og have den med sig uden, det bliver en forhindring for at leve det liv, man stadig skal leve,” siger hun.
De gode minder
Heldigvis for Mads Jaquet, der udviklede en behandlingskrævende sorg, havde han en god ven, der turde konfrontere berøringsangsten.
”Jeg endte med at tage til psykolog. Men det var også nærmest ved tvang fra en af mine bedste venner. Han tog med de første par gange, indtil jeg selv kunne finde motivationen til at tage af sted,” siger han.
Mads Jaquet var glad for, at vennen tog affære, og selvom han på tidspunktet syntes, det var hårdt, vurderer han i dag, at det var vigtigt for ham for at bearbejde sin sorg.
Han kigger ned på den tatovering, han har på underarmen med familiemedlemmernes forbogstaver. Mindet om hans mor er lige der. Han fortæller, at han ofte ringede til sin mor på vej hjem fra arbejde, bare for at snakke, og det gjorde altid turen kortere.
Nu kan han ikke længere ringe. Men det har han med tiden sluttet fred med. Derfor kan han nu stå på Hørning Kirkegård en varm forårsdag, og tænke på alle de gode minder han har med sin mor.
”Min anbefaling er, at du som pårørende prøver at få de gode minder frem hos vedkommende. Så man har det at snakke om på de hårde dage. Fx: ’Kan du huske den der gode ferie til Bali, I havde?’. Så tager man det negative og tunge væk fra det,” siger han.
Mads Jaquet er ikke sikker på, at han havde bearbejdet sorgen, hvis han ikke havde åbnet op og fået hjælp fra dem omkring. Derfor har han en opfordring, der går begge veje.
”Jeg forstår godt, at du kan tænke, du ikke kan gøre eller sige noget, der hjælper. Men bare prøv! For hvis du ikke gør, finder du aldrig ud af, om det havde hjulpet,” siger han.